Dag 10:

Vi startede dagen med en tur i et amfibiefartøj. De har 3 stk. som alle er fra 1942 - 1945 og er bygget af amerikanerne som landgangsfartøjer. Tingesterne bliver kaldt "The Yellow Ducks". Den her er fra 1945. Vi kørte rundt og så byen for derefter at køre direkte ned i den første af de 3 søer, vi skulle terrorisere. Det var temmeligt sjovt at se folks reaktion, når vi rullede ned i vandet. Hvis ikke folk fik øje på os, havde vi råd for det. Vi var alle udstyret med et andekald, som vi truttede flittigt i. Lidt pinligt, men sk... sjovt.
Her sejler vi rundt i den første sø. Skønt med lidt luft i håret på en varm dag.
Det her er en anden sø. Men det kan vi jo sagtens bilde jer ind, ikke?
En småfed dansker med andekald i munden, foran den store gule and.
Her er vi på vej til et Maori velkomst, "Hangi" (spisning), sang og optræden arrangement. Vi blev afhentet på hotellet, som aftalt kl. 18.00. Der var en kæmpeflok tyskere, som også skulle til dette Hangi. Vi blev enige om at vi måtte være de eneste ikke tyskere på bussen - festligt. De forstår at more sig, de tyskere (på den stille måde - helt stille). Der manglede siddeplads til to af tyskerne, som det kan ses på billedet. Det skaber en del forstyrrelse hos en flok tyskere, når systemet ikke fungerer helt, som det skal. Nå, men de blev pladseret på trappen i midtergangen og afsted kørte vi. Vi nåede at blive i tvivl om vi var på rette vej, men blev beroliget af en venlig tysk dame.
Her er vi nået frem til Hangi'en. Det viser sig at det er den forkerte Hangi vi er ankommet til. Vores ligger et helt andet sted. Så kan vi pludselig bedre forstå at tyskerne kiggede lidt undrende på os (lukket rejseselskab). Nå, men der står vi så med alle vores talenter. Vi kan ikke nå tilbage til det rigtige selskab og tanken om at skulle synge tyske wanderlieder er næsten ikke til at bære. Heldigvis kan vi slutte os til en lille flok englændere, amerikanere og new zealaendere, som allerede er dukket op på stedet. Vi synger "it's a small world" til velkomstceremonien. Det er en lidt skæv start på arrangementet, men vi bliver budt velkommen, og får senere lov at betale for oplevelsen - endnu en gang (selv om den var betalt hjemmefra). En kanonoplevelse, trods alt. Dog temmelig turistpræget. Efter showet skynder de "ansatte" sig hjem til flimmerkassen.
Her bliver vi prøvet af. Er vi ven eller fjende? Vi var heldigvis venner. Tyskerne var også venner, men de havde også betalt mange penge for det - tilsammen. Systemet er, at maorien virker skræmmende, ved at se så farlig ud som muligt. Så lægger han en gren foran vores høvding (en af englænderne). Hvis vi tager den op er vi venligtsindede. Vi fortalte ikke at vi er efterkommere af vikingerne for så var vi nok ikke blevet lukket ind, men var endt som hovedret senere.
Kvinderne synger nogle dejlige sange for os. De er meget melodiske - og fyldige.
Mændene viser hvor farlige nogle krigere de kan være ved at række tungen frem og spile øjnene op. Og ja, de så farlige ud. Se selv!
Ham her ser da også lidt farlig ud, ikke?
Efter festlighederne kørte vi hjem i en minbus sammen med vores nye engelske/amerikanske/NZ venner. Tyskernes hjemtur var atter sat i system, og alle var glade. Især Maori mamma'en som havde solgt to ekstra billetter.