Dag 25:

Vi har endnu en gang overlevet at køre langs den farlige kystlinie ud til det yderste punkt paa Otaro Peninsula'en,  hvor vi var i går. Bente kan atter trække vejret frit. Albatrosserne er forlængst i luften og laver opvisning for de mange tilskuere. Den her er på vej lige hen imod os.
Her er den drejet fra, ud over vandet. Det her billede er jeg lidt stolt af. De er faktisk lidt vanskelige at fange med kameraet, når man samtidig har en gammel telelinse. Jeg er nødt til at focusere manuelt, for automatikken er alt for langsom.
Det er på disse klippesider at albatrosser og andre søfugle opholder sig og yngler.
Et close up af fyrtårnet med to albatrosser.
Endnu en.
Og sandelig om ikke her er en mere.
En Royl Albatros kan måle op til 3,5 meter fra vingespids til vingespids. De kan blive over 60 år gamle. De er mongame og lægger og udruger et æg hvert andet år. Billedet viser hvor stor en albatros normalt bliver. Ret imponerende. De flyver nemt 500 km om dagen og kan flyve op til 100 km i timen, med den rigtige medvind. De spiser fisk og blæksprutter, som de snupper i vandoverfladen. En albatros drikker saltvand, direkte fra havet. De har et system som udskiller saltet, som ledes ud under øjnene. Maorierne har et begreb som hedder albatrostårer.
Begge forældrefugle skiftes til at udruge og senere at fodre den forslugne unge. De første 30 - 40 dage sidder der konstant en af forældrene ved ungen. Derefter kommer forældrene kun hjem for at fodre ungen hver anden dag (på skift). Når ungen er flyveklar laver den en kort prøveflyvning, sætter af mod Antarktis og vender først hjem igen efter 5 - 6 år.
Så skal vi ud og køre i terrain. Det er imponerende hvor mobil sådan en moonbuggy er. Og overraskende komfortabel. Men en meget støvet oplevelse.
Her er vi nået frem til sælerne. Der var ingen søløver at se, men de her sæler er da også ret nuttede.
Flere sælbilleder. Det er sjovere at fotografere dem i deres naturlige element end i Sælariet i Esbjerg.
Der var også fugle.
Her har vi gjort holdt, for at strække ryggen og nyde udsigten.
Og der er mere af den.
Vi fik en jakke på, mod alt støvet. Det hjalp nu ikke meget.
Så er vi nået frem til pingvinerne. Men først fik vi øje på et par sæler som lå og gassede den (den ene på maven, den anden på ryggen). Pingvinerne er meget sjælne. Der er tale om guløjede pingviner. De findes kun her, og er totalt beskyttede. Der har ikke været sat et aftryk af en menneskefod i mange år på denne strand. INGEN må komme i nærheden af pingvinerne. Der er færre af dem end f.eks. af pandaer, kiwier, albatrosser, tigre og andre kendte truede dyr.
Der ligger et par guløjede fætre her i skyggen, under en busk. På det andet billede er den ene ude og strække benene lidt, så hurtigt tilbage i skyggen.
Hele området har været et fæstningsområde, helt fra før europæerne kom  til NZ. Englænderne opførte et kanonbatteri her. I dag er det museum.
Så går det mod Dunedin igen, en af de sidste ture i vores lille bil. Her er der faktisk god plads ud til vandet. Andre steder har havet gnavet en bid af asfalten. Spændende.
Så kom der lige et Maersk containerskib forbi. Det måtte lige foreviges. Lidt lokalpatriotisk er man vel altid.